Det blev en flot og velbesøgt Nytårsudstilling hos Galleri Bjerre Keramik v. Anna Bjerre – Lemvigvej 13, 7600 Struer.
PÅ udstillingen kunne man se smukke værker af:
– Vivi Linnemann – skulpturer i akrylglas
– billedkunstner Inge Lis Jørgensen, billedkunstner – maleri og akvareller
– billedkunstner Michael Ruby, billedkunstner – grafik, træsnit og maleri
De tre kunstnere varetog opgaven som censorer på Kunstforeningen Limfjordens Censurerede Efterårsudstilling 2023.
Som altid var der kaffe på kanden og lidt sødt til gangen. Derudover kunne man også smage Annas “heksebryg”, som er vidt berømmet.
Vivi Linnemann
Vivi Linnemann er født i Aalborg, bor i Hamburg, og arbejder fortsat i Schweiz, hvortil familien emigrerede i 2011 og boede i en årrække. I Zürich kom der fokus på Skulptur og Installation af nye materialer, efter hun debuterede med
dette på KE10.
Skulpturerne har fællestræk, der handler om at svæve og indføje sig i det rum, de placeres i. De giver omgivelserne en ny mening eller fortælling, som man ikke kan undgå at blive inddraget i, og forandrer virkeligheden gennem deres form, materiale og farvevalg. Værkerne snor og drejer sig som om, de er en slags organisme, udtrykket er forskelligt efter, hvorfra man ser dem og alt efter lysvirkningerne fra naturen eller rummet omkring dem. Nogle af skulpturerne er som kunstige planter eller træer placeret på steder, hvor lyset strømmer og tilfører liv og forandring. Værkerne er plastiske, ofte transparente i deres struktur, og kan ændre form alt efter, hvor de placeres, og hvordan de er tænkt ind i omgivelserne – et lukket udstillingsrum, i bybilledet eller ude i naturen.
Vivi Linnemanns værker bibringer noget særligt til stedet og samtidig er der noget opløftende, nærmest en slags glæde, ved deres formsprog og transparens, der gør, at man bliver i godt humør, samtidig med, at man undres over, hvad de mon betyder – eller er – og det svar må beskueren så selv skabe en historie ud af.
Hun har en usædvanlig kunstkarriere, idet hun har rejst og arbejdet kreativt i bl.a. Kina, Japan, Australien og på New Zealand, og har boet 4 år i San Francisco, hvor hun med sin baggrund som Art Director opbyggede egen illustrationsvirksomhed. Her opstod mulighed for at videreuddannelse på bla. San Francisco Art Institute, samt indenfor Digital Art. Efter hjemkomst til Danmark etableredes Unplugged / Digital Illustration og KreativKonsulent.dk. I København fulgte Efteruddannelseskurser på Det Kongelige Danske Kunstakademi, bl.a. Akademiets Plastlaboratorium. Det er siden blevet til deltagelse i mange udstillinger i Schweiz, Tyskland, Østrig, Australien og Danmark.
Info om Vivi Linnemann:
www.vivilinnemann.dk
https://www.instagram.com/vivi_linnemann/
Inge Lis Jørgensen
Inge Lis Jørgensen skriver om sin kunstneriske praksis:
Jeg maler akvarel og oliemaleri. Min inspiration finder jeg i naturoplevelser. Naturen som den ydre natur, der kan ses og sanses. Naturen som er inde i os selv. Med lys og mørke. Bevægelse og stilstand. Liv og død.
Det er vigtigt for mig at holde en friskhed og et nærvær i mine billeder. Jeg ser mine billeder som en art musik uden ord: Rytmen, tonaliteten, kompositionen er vigtig. Jeg arbejder i en spændingsfelt mellem en ret stram formbevidsthed og en opmærksomhed på det spontant opståede.
Jeg forsøger at indfange det, der berører mig, og at formidle min oplevelse i et enkelt og klart formsprog.
Min arbejdsmetode:
Det er vigtigt for mig at være i tæt kontakt med de landskaber, jeg tegner eller maler. Derfor arbejder jeg gerne direkte ude i landskabet. I atelieret bruger jeg det, jeg har set, når jeg maler ude, som materiale for videre abstraktion.
Jeg opsøger de steder, som tiltrækker mig. Vælger ud og forenkler indtil jeg synes, kompositionen er kraftfuld. Uanset om kraften ligger i stilheden eller i voldsomheden.
Info om Inge Lis Jørgensen:
www.ingelisjoergensen.dk
Michael Ruby
Uddannet grafiker og Art Director
Født i Vestjylland 1955
Har boet i Thy og nu i Faaborg, hvor han har værksted.
Kunstner og grafiker Michael Ruby har i mange år arbejdet med forskellige kunstneriske udtryk. Han har et langt virke bag sig med udstillinger både herhjemme og i udlandet. Han har udstillet på anerkendte gallerier og hans værker er blevet antaget på censurerede udstillinger. Hans årelange erfaring og studier indenfor kunsten har gjort ham til en meget alsidig, spændende og dygtig kunstner, som ikke lader sig begrænse indenfor et bestemt udtryk, men lader sit felt strække sig fra maleri, grafik, træsnit, skulptur og over til fotografi.
Michael Ruby arbejder rigtig godt billedligt og skaber spændende værker. Naturen ved havet og kysten er en evig inspirationskilde til ham og han er meget tro mod de indtryk, han samler ude i naturen, samspillet mellem farverne og formerne, det umiddelbare og de spontane oplevelser. Han tolker på det han oplever ved havet. Han arbejder med de rustikke materialer, der findes i naturen blandt andet bivoks, okker fra undergrunden, lerjord, sand og meget andet. Sanselighed er et nøgleord. Michael Ruby er ikke en identitetssøgende kunstner. Han har fundet sin identitet og styres af sin begejstring og nysgerrighed og lysten til at være en del af den proces, hvor tingene sker, tingene får lov til at stå eller bygges op. Han næres af selv de små udfordringer, som bevæger ham ud i det ukendte rum, hvor den kontrollerende udvikling ophører.
Michael Ruby er en kunstner for hvem grænsesøgning, afprøvning, nysgerrighed, mod, flow, fokusering og ikke mindst de-fokusering er begrebsbetydninger, der er altafgørende for hans måde at arbejde på og det han opdager og finder i processen. Der er en rytme – en mærkbar rytme i Michael Rubys arbejder – uanset, om han arbejder med maleri, grafik, træsnit, skulptur eller fotografi. Strukturer der brister og genfinder sig selv i et langstrakt flow. Og netop flowet er en meget vigtigt tilstand for Michael Ruby at befinde sig i, hvor fornuften og bevidstheden slipper og træder til side og giver ham plads til fuldt ud at hengive sig til processen, uden at vide om der kommer et brugbart resultat ud af det.
Info om Michael Ruby:
www.michaelruby.dk